Ingen kommentarer endnu

Hilsen fra Jan Hansen

Mit navn er Jan Hansen, er 35 år gammel, og har været præst siden marts 2016. Jeg er vokset op i Kongens Lyngby lige nord for København, men dog ikke som katolik, fordi jeg blev i sin tid som spæd døbt af en Luthersk præstinde i Gladsaxe, og først da jeg var i starten af 20’erne, valgte jeg at tage skridtet ind i den katolske Kirke, og blev så i Lyngby optaget i Kirkens fulde fællesskab af p. Allen Courteau, OMI.
På dét tidspunkt var jeg i gang med at læse til civilingeniør på DTU, som jeg da også blev færdig med i slutningen af 2008, men eftersom Herren tilsyneladende havde andre planer for mit liv, følte jeg mig i stedet kaldet til at tjene som præst. Efter en del samtaler med både præster og til sidst biskoppen, blev jeg accepteret og sendt afsted til Rom i sommeren 2009, hvor jeg tilbragte de næste 5 år på præsteseminariet.

Jeg kom hjem til Danmark i 2014, og tilbragte dernæst to meget spændende år ved menigheden i Aarhus, først som praktikant, dernæst som diakon og til sidst blev jeg præsteviet, sammen med Kasper Baadsgaard, den 19. marts 2016 i Jesu Hjerte kirke her i København.

Som præst, og ikke mindst som menneske, er det jo godt at lære hele livet igennem, så for 3 år siden blev jeg sendt tilbage til Rom for at specialisere mig i kirkeret, hvilket jeg da netop også har færdiggjort for et par måneder siden – og nu glæder jeg mig så blot til at komme i gang med noget reelt pastoralt arbejde igen!

Jeg glæder mig til at kunne virke som andenpræst i domkirken, og særligt ser jeg frem til at kunne være en hjælp og en åndelig støtte for alle der søger at fordybe sit forhold til Kristus. Selvom jeg primært skal virke som domkapellan, så har biskoppen dog også bedt om, at jeg påtager mig andre opgaver i den kirkelige domstol, som jo særligt tager sig af annullering af ægteskaber.

Jeg håber, at I alle dagligt vil tage os præster med i jeres bøn, ligesom at vi naturligvis også vil bede særligt for jer, som vi nu af biskoppen er blevet kaldet til at tjene. Måtte vi sammen blive et stærkt vidnesbyrd om hvad det vil sige at tro på Jesus Kristus, således at vi kan være et lys der skinner for alle her i København.

Skriv en kommentar