Har du lyst til at lære at tegne og have det sjovt sammen med andre? Så kom og bliv en del af tegneklubben.
Tegneklubben er et ugentligt fællesskab for børn og voksne (fra 12 år og opefter), som mødes hver mandag kl. 16:30 til 18:00 omkring interessen for at lære at tegne og male. Vi mødes i kirkens menighedslokale. Første gang er den 16. september.
Alle kan lære at tegne
Tegning er for alle. Tegning stimulerer din kreativitet og giver tilfredsstillelse og ro. Uanset om du allerede er dygtig til at tegne, eller om du er nybegynder, så vil du have gavn af at komme i tegneklubben, for du vil opdage noget nyt og samtidig lære nye mennesker at kende. Alle kan lære at tegne, og jeg lover, at du på få måneder kan gå fra at tegne tændstiksmænd til at lave et spændende og flot portræt.
Din lærer
Jeg er Marcelino Gauguin og er fra menigheden. Jeg har tegnet og malet i 45 år. Jeg er selvlært fritidsbilledkunstner og har erfaring med at undervise i tegning og i maleri. Jeg underviser efter principperne fra Betty Edwards’ “At tegne er at se” og “Farver”, hvilket blandt andet betyder, at man kan gå fra at tegne tændstikmænd til at tegne vellignende portrætter på få måneder og have det super sjovt samtidigt.
Sådan foregår det
Hver gang vil der være et kort oplæg med undervisning (10-15 minutter) og så tegner vi resten af tiden. Hvis du kommer hver gang og øver dig derhjemme i løbet af ugen, vil du opleve, at du bliver meget dygtigere til at tegne uanset hvad dit niveau er.
Offline fællesskab
Tegneklubben er et offline fællesskab. Det betyder, at vi mødes på et fysisk sted, kigger op og lægger mobilerne helt væk i den 1½ time, hvor vi har tegneklub.
Tid og sted Sankt Ansgars Kirkes menighedssal i Bredgade 69A . Hver mandag fra kl 16:30 til 18:00. Første gang er den 16. september.
Målgruppe Alle børn og voksne (fra 12 år og opefter).
Tilmelding Du skal tilmelde dig på forhånd ved at sende en e-mail til sognekontoret sanktansgar@katolsk.dk med dit navn og mobilnummer (Mobilnummeret skal vi bruge i tilfælde af aflysninger ved sygdom).
Pris og materialer
Tegneklubben er gratis. Du skal selv medbringe dine materialer eller du kan bestille nogle gode materialer hos Marcelino.
Dette skal du bruge
- Tegnepapir i A4 størrelse eller større (enten en rigtig skitseblok eller billigt A4 kopipapir)
- En god blyant. Marcelino anbefaler Faber-Castell Pitt Graphite Matt 10B eller 14B
- Et godt viskelæder og en god blyantspidser
- Et hårdt underlag til dit papir (du kan bruge en stiv bog, fx en Tintin-tegneserie)
Dette kan også være godt at have
- En elastikmappe til at gemme dine tegninger i fra gang til gang
På et senere tidspunkt, men ikke lige nu, skal du også have
- Nogle gode akvarelfarver og en pensel
Verden bliver skønnere og sjovere med mere tegning og mere kreativitet.
Lad os så se at komme i gang med at tegne!