Den følgende tekst er et oplæg afholdt af en ungarsk karmelit, Renato Béri, i Györ d. 1. oktober 2018:

I aften vil jeg ikke tale om byens store helgen: biskop Vilmos Apor, men om Lille Therese, fordi hun er i stand til at give os nøglen til at forstå de ”store” helgeners liv og hellighed.

Biskop Vilmos var en stor, ”klassisk” helgen, som har udført store ting; synlige ting; han levede et helligt liv og gav til sidst sit liv for Kristus og led martyrdøden. (Oversætters be­mærkning: Blev skudt af en soldat langfredag 1945, da han spærrede vejen til kælderen til sit hus, hvor han skjulte byens kvinder i dagene, hvor den sovjetiske hær besatte byen Györ. Han døde af sine sår få dage senere, men begivenheden vakte stor opsigt og kvinderne blev reddet).

Umiddelbart kan jeg sige, at jeg, lille skrøbelige menneske ikke ville være i stand til at efterfølge denne helgen. Men Gud kan ikke give os helgener blot for at beundre dem, men for at deres liv måtte ændre vores liv.

Therese er i stand til at løsne knuden og give os nøglen til, at alle er i stand til at leve et helligt liv. Hvad var hemmeligheden ved hendes livs hellighed? Ingenting. Et stille liv, en grå tilværel­se i Karmel, uden noget ”særligt”, så det i første omgang var vanskeligt for hendes medsøstre at finde ud af, hvad de skulle skrive om hende i meddelelsen om hendes død.

Og alligevel: i hendes enkle hverdagsliv levede hun en dybde, en mystik, et indhold; som hun nedskrev i sin dagbog og som nåede ud til millioner uden for Karmel; og som førte dem til en fordybet kærlighed til Jesus Kristus.

Og Therese blev saligkåret, blev helgenkåret og til sidst erklæret til kirkelærer. Det gjorde St. Johannes Poul, som fremhævede, at denne helgen havde et universelt budskab: at leve et helligt liv der, hvor Gud har placeret os. Uden at vi behøver at præstere noget særligt eller noget opsigtsvækkende.

Budskabet er: Vi skal leve de grå hverdage det sted, hvor vi er kaldede til at være; vi skal blot trofast udføre de opgaver, vort liv kalder os til. Thereses kald var at være karmeliter søster, men dette kald er ikke betingelsen for et helligt liv.

I den forbindelse er det afgørende at vide, hvad ”helligt levned” betyder. Det er klart, at det er her, i vores aktuelle liv, vi skal leve et helligt liv. Men det er vigtigt at vide, at helligt levned intet har at gøre med et liv uden fejl i moralsk eller religiøs henseende.

Mange siger: jeg bliver aldrig en helgen, da en helgen er fejlfri i moralske og religiøse spørgsmål. Det er en kæmpe fejltagelse! Den der tror at være fejlfri hvad religion og moral angår, er sandsynligvis nærmere en farisæer end en helgen.

Begrebet HELLIGHED betyder i virkeligheden: At vide sig – og inderst inde føle sig – elsket af Gud. Det er at leve i vished om Guds kærlighed og leve i nærheden af Gud, som hans kompagnon. Det er at leve i og med Guds kærlighed. Helgenen ved, at han livet igennem kan begå fejl på moralsk og religiøst område.

Derfor er det nødvendigt at undersøge os selv; men ikke hvor mange fejl vi begår i moralske og religiøse spørgsmål, men om vi føler os elsket af Gud.

Og hvis ikke, hvis nogen ikke føler sig elsket af Gud, da må man finde årsagen til ikke at være i stand til at tage imod, at mærke og erfare Guds kærlighed. Hvad årsagen er til at mit religiøse liv kun er nået til hjernen, men ikke til mit hjerte og til følelserne.

Man skal ikke ransage sig for ”hvad jeg gjorde / ikke gjorde og hvor mange gange”, men søge hvorfor jeg ikke føler mig elsket, hvorfor jeg ikke finder mig selv værdig at elske. Der er hjælp at hente.

Dermed er vi tilbage hos Vilmos Apor som vidste, han var elsket af Gud. Hans livs store gernin­ger havde rødder i denne bevidsthed. Også martyriet.

Therese har ikke udgydt sit blod i troens tjeneste. Hendes martyrium var uden blod, men lige så fuldgyldigt. I den forbindelse kan vi tale om ”hverdagsmartyrium”, lige som vi taler om hverdagsmystik. I det følgende, kan vi alle genkende martyriet.

Vi har alle mødt den store smerte, det store savn, den totale magtesløshed hvor alle mine muligheder er udtømte, de yderste grænser for min handlekraft er nået, en lidelse som jeg er afmægtig over for, hvor min eneste mulighed er at omfavne korset.

Denne daglige lidelse kan vi kalde for hverdagsmartyrium som vi kan sidestille med det blodige martyrium. Måske har det strejfet os, at det ville være ønskværdigt, at denne daglige lidelse blev afsluttet af en kugle, affyret af en soldat, i lighed med Vilmos Apors martyrium. For denne daglige lidelse udmarver fysisk, psykisk, åndeligt.

Er vi mon klar over at Therese har ønsket en afslutning på sine lidelser? For i de sidste måneder var kun hendes ene lunge i funktion; hun var plaget af følelsen af kvælning og hvert åndedræt blev fulgt af korsfæstelsens smerte. Therese selv sagde, at hun havde lyst til at tage samtlige tabletter der lå på natbordet.

Den Hellige Therese kontemplerede over selvmord på sin sygeseng! Fordi hun var for­tvivlet over lidelsen som ikke tog livet af hende, men fortærede hende langsomt.

Siger vi, at en helgen ikke kan tænke dårlige tanker? Therese kunne og hun vidnede om dem. Fordi et blodløst martyrium kan være en forfærdelig lidelse. Martyriet fulgte Therese under hele hendes liv.

Hun var 4 år, da hendes mor døde. Hun udnævnte sin ældste søster til at være sin omsorgsfulde mor. Men ny sorg: søsteren indtrådte i Karmel, herefter én efter én forlod hendes søstre Therese, da de gik samme vej. Hele barndommen var fyldt med sorg og tab.

Under Thereses ophold i Karmel, kunne familiens tidligere nærhed, fortrolighed og varme ikke praktiseres. Klosterreglerne gav ikke plads til det.

Martyriet fortsætter med den elskede far, Thereses ”Konge” som elskede hende som kun en far kan. Han blev i slutningen af sit liv nedbrudt af en psykisk sygdom, en mental forringelse som vi i dag nok ville kalde for demens. Han bliver kørt i kørestol ind i samtaleværelset, men hans åndsevner er så nedbrudte, at han ikke længere kan genkende sine børn.

En ondsindet sladder i byen Lisieux, når indenfor klostrets mure: Faderen blev psykisk syg; sindsforvirret over, at alle hans døtre gik i kloster.

Hvilken smerte i søstrenes hjerter måtte denne urimelige påstand volde! De vidste, at det ikke var let for faderen at give afkald på sine døtre, men de var også klar over, at i hans trofaste liv og kærlighed til Gud, betød det en stor ære, at samtlige døtre svarede på klosterkaldet.

Denne sygdom, som med alderen fik faderens mentale kræfter til at gå i opløsning, var også en del af det blodløse martyrium.

Og de sidste måneder i Thereses liv er præget af troens nat.

Det er ikke modellen, hvor helgenen med sin åndelige udvikling kommer Gud nærmere. I slutningen af sit liv tvivler Therese på alt. Ikke fordi hun vil, men fordi det er Natten. Hun tvivler på eksistensen af Himmeriget, af Guds eksistens og hun udbryder: ”Jeg sidder ved ateisternes bord og spiser deres bitre brød”.

En utrolig empati. Hun VILLE tro, men på et følelsesmæssigt og psykisk niveau opleve­de Therese det totale mørke. Det var hendes livs afslutning.

Nu forstår vi, hvad det betyder at være hellig der hvor vi er; at udleve at vi er elskede; og at se alle vore smerter i øjnene. Hvis vi kan tilegne os alt dette, kan vi blive til hverdagshelgener, til hverdagsmystikere og til hverdagsmartyrer. Og vi kan følge biskop Vilmos i hans martyrium.

Af hele mit hjerte ønsker jeg os alle, at kunne erfare alt dette. Amen.

Oversættelse: Katalin Nørgaard