Dette indlæg er bragt i sognebladet i december 2017, men har nogle pointer, som er gode at gentage:

Som præst er jeg vidne til mange glædelige begivenheder som dåb og bryllupper. Jeg kan også blive konfronteret med tragedier som brud i familien, alvorlig sygdom og død, og den smerte jeg møder der, kan også gøre ondt på mig. Mange spørger derfor, om det ikke kan være hårdt at være præst.

Forhåbentlig lyder jeg ikke kynisk, når jeg siger, at jeg kan gå helt opløftet hjem efter et besøg ved et sygeleje. Det er sjældent, at en præstelig opgave i en af livets svære situationer føles som en tung byrde, som jeg dårligt kan bære. For det er netop i de svære situationer, at Guds nåde og troens trøst oftest viser sig stærkest. Den sorg, bekymring eller smerte, som jeg møder, forsvinder ikke helt, men det eller Den, som jeg bringer med mig gør næsten altid en stor forskel i de ramtes liv, og det er en stor glæde at se Guds værk igennem mine handlinger.

På sin vis hører de syges salvelse derfor også til en af de glædelige begivenheder, jeg som præst deltager i. I nogle tilfælde kommer folk efter aftale til kirken, og modtager dette sakramente her. Andre gange tager vi præster ud til folks hjem eller til sygehuset for at give det. I visse tilfælde er den syge ikke længere ved bevidsthed og står umiddelbart foran døden. Også her er det muligt at give de syges salvelse, hvis blot en pårørende kan forsikre om, at personen selv ville have ønsket at modtage sakramentet.

Men jeg kan godt blive lidt trist, når jeg erfarer, at familien ikke har ønsket at tilkalde præsten førend i sidste øjeblik, hvor den syge er bevidstløs. Nogle gange har en pårørende forklaret, at man ikke ønskede at gøre deres kære bange, ved at tilkalde præsten. Personen skulle helst ikke vide, at døden var nær. Men det bygger på to misforståelser. For det første den misforståede berøringsangst og frygt for døden, hvor man vil spare folk for at tænke på døden. Men er man alvorligt syg, har man selv helt sikkert tænkt på døden, og det kan da være hårdt, hvis ens nærmeste ikke har modet til åbent at tale om dette. Når døden bliver et tabu, bliver det også tungere at stå foran den. For det andet kalder vi ikke længere sakramentet for den sidste olie, men for de syges salvelse, for at understrege, at det ikke kun er for umiddelbart døende, men for enhver alvorlig sygdom som kan siges at bringe en nærmere døden eller i en vis fare for at dø.

De syges salvelse har sin virkning også på bevidstløse, men modtager man først dette sakramente, når man ikke længere er ved bevidsthed, berøves man for en stor trøst og ligefrem glæde ved at mærke Guds bistand i en vanskelig situation. Jeg vil derfor varmt opfordre alle i vore menigheder til at sende bud efter en præst i god tid, hvis man selv eller ens pårørende har brug for de syges salvelse. Lad ikke jer selv og præsten gå glip af en glædelig begivenhed.