Jeg er selv blevet overrasket over hvor mange katolikker, der egentlig går og glæder sig til, at det skal blive fastetid. En tid med afsavn og bod lyder jo ikke umiddelbart som særligt attraktiv. Men faktisk går jeg også selv og glæder mig til fastetiden. Den bringer nemlig ofte en dyb glæde med sig – og det er der slet ikke noget forkert i.

Forkert er det derimod, hvis vi får fasten til at virke som en konkurrence i selvpineri. Hvem kan give afkald på mest i længst tid? Der er ikke noget formål i at give afkald på ting i sig selv. Afkald er til for at skabe frihed fra ting, der kan binde os, og for at få os til at prioritere i rette orden. Og det er i virkeligheden det, som er formålet med fastetiden: at bringe alting i den rette orden, at få styr på vore relationer.

Her er det også vigtigt at tilføje, at fastetiden ikke kun har med faste at gøre. Der er tre aspekter, som bør fylde lige meget i fastetiden: bøn, faste og almisser. Hvert aspekt rører ved en særlig relation. Bønnen har med vores relation til Gud at gøre. Ved at gøre mere ud af bønnen i fastetiden erkender vi, at vi har brug for, at han er med i vores liv, og vi forsøger at give ham mere plads. Fasten har med vores relation til os selv at gøre. Ved at faste giver vi afkald på forskellige fysiske goder, så vi kan vise, om det er vore umiddelbare behov eller os selv, der bestemmer over os. Det handler ikke kun om at afholde sig fra spise, men også f.eks. brug af tv eller lignende. Almisser eller gode gerninger har med vores relation til vores næste at gøre. Ved at gøre gode gerninger understreger vi, at mennesket ikke er skabt til at være alene, men at vi har værdifulde roller i forhold til hinanden.

At forsøge at forbedre vores forhold til Gud, os selv og vores næste er en stor opgave, men også en god opgave, som kan gøre glad. Lad os derfor gå ind til fastetiden med løftet pande og et smil på læben.