Præfationen

Den sidste del af den indledende dialog lød: ”Lad os takke Herren vor Gud”. ”Det er værdigt og ret”. I præfationen (som betyder indledning) får dialo­gen genklang idet præsten siger disse eller lignen­de ord: ”Sandelig, det er værdigt og ret, rigtigt og til vor frelse, at vi altid og overalt takker dig …”.

Disse velkendte ord fortsætter i mange for­skel­li­ge variationer. Der er således mange forskel­lige præ­fationer. Nogle bruges i de særlige tider i kirke­året, nogle på mindedage eller fester for for­skellige helgener, nogle til messer for de afdøde osv. Fælles for dem er, at de er taksigelsesbønner, som forkynder Guds storhed og vor svaghed. De lægger således op til vor lovsang ved f.eks. at slutte med ”idet vi uden ophør synger/siger:”

Sanctus

Hele menigheden istemmer da: ”Hellig, hellig, hellig er Herren…” (på latin hedder ’hellig’ ’sanctus’). De første ord af denne stor­slå­ede hymne stammer fra Esajas 6,3, hvor profeten overværer hvorledes Gud på sin trone bliver lovprist af engle med disse ord. De sidste ord af hymnen blev brugt af folkemængden i Jerusalem, der jublende hilste Jesus velkommen palmesøndag. Ordet Hosian­na/Hosanna, som bruges under Sanctus er hebraisk og betyder egentlig ”giv os frelse”, og er altså et nødråb. Men allere­de i Det gamle Testa­mente blev det også brugt som hyldestråb til kongen.

Det er vigtigt at notere, at når vi lovpriser Gud med vores Sanctus gør vi os til del af det kæmpestore kor af ”engle og ærkeengle og af troner og herredømmer”, som uafbrudt tilbeder Gud. I vores fejring af eukaristien deltager således ikke blot de personer som er fysisk tilstede, men også hele den himmelske hærskare af engle, helgener og alle vore afdøde.