Igennem længere tid har jeg gået med overvejelser om at indtræde i Jesu Selskab, bedre kendt som jesuitter-ordenen. Jeg har gennem mange år hentet inspiration fra ordenen og dens spiritualitet. Bl.a. har jeg fået 10 års uddannelse i ordenens institutioner (tre år på Niels Steensens Gymnasium og syv år på Gregoriana-universitetet), jeg har haft en jesuit som åndelig vejleder og været på talrige retræter med jesuitter. De seneste år er der sket meget med ordenen herhjemme, og der er kommet nye kræfter til fra Polen. Faktisk er fire jesuitter i Danmark yngre end mig, og flere er på vej.

I mine år som præst herhjemme, har jeg set, at de opgaver, jeg finder vigtigst, og som jeg også har fundet størst glæde ved, netop er nogle, som Jesu Selskab har som deres vigtigste opgaver: at holde retræter, give åndelig vejledning og at gøre Kirken synlig i resten af samfundet, især i kontakt med andre kirkesamfund. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg nok ville kunne gøre mere gavn for Kirken i Danmark ved at tjene i denne orden end ved at være verdenspræst. Mit eget åndelige liv vil også have godt af de rammer, ordenen giver, og jeg vil have gavn af at tilhøre et fællesskab af præster.

Så i nu to år har jeg gået og tænkt og bedt over, om det mon ville være det rigtige at indtræde hos jesuitterne. Jeg har nu truffet det endelige valg, og biskoppen har givet mig lov til at blive løst fra opgaverne i bispedømmet, og jesuitternes provincial, der har ansvaret for Danmark, har sagt god for, at jeg kan begynde noviciatet.

Fra d. 1. september er jeg således ikke længere sognepræst, og d. 29. september indtræder jeg i noviciatet i Genova. Noviciatet kommer til at tage to år, men det er værd at huske på, at jeg undervejs kan finde ud af, at det er en anden vej, jeg skal gå. Af de 15, som indtrådte i noviciatet i Genova sidste år, er 7 allerede udtrådt igen. Hvis jeg efter de to år beslutter mig for at aflægge løfter, vil jeg med al sandsynlighed komme til at virke i ordenen i Danmark. Det bliver dog ikke i et af vore københavnske sogne.

Selvom jeg glæder mig til at begynde dette nye afsnit af mit liv, så er der også utroligt meget ved min tid i de københavnske sogne, som jeg kommer til at savne. Jeg er særligt knyttet til Skt. Ansgars Kirke, idet jeg har boet 11 år ved kirken og været 2. præst og sognepræst mange år der. Jeg håber ikke, at min beslutning virker som et fravalg af menigheden, for det er en menighed, jeg holder rigtig meget af.

Jesuitternes sidste sognepræst ved Jesu Hjerte Kirke, pater Sanders, gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke er den første sognepræst ved Sankt Ansgars Kirke, som forlader sognet for at indtræde i jesuitterordenen. Den tyske præst Hermann Zurstrassen var ved Sankt Ansgars Kirke fra 1850 til 1852 og blev derefter jesuit. Han virkede mange år i Tyskland, men kom så tilbage til Danmark for at være med til at etablere Sct. Andreas Kollegium i Ordrup, hvor han var superior. Derefter kom han til Aarhus dagen før Vor Frue Kirkes indvielse i 1879 og virkede der til sin død i 1881. Men hans sidste tid var præget af svær sygdom, og han havde svært ved at kunne fejre messe.

Vores danske kirkehistorie er fuld af gode, selvopofrende præster. Ofte ligger de hen i glemslen. Jeg vil gerne hive et citat fra en nekrolog over pater Zurstrassen frem fra fortiden, og håber på, at jeg vil kunne udleve noget af den samme nidkærhed, som karakteriserede ham:

Fra ”Nordisk Kirketidende for katholske Christne”, nr. 37, 11. september 1881, s. 585: ”Prædikestolen havde stedse været ligesom hans Element og blev det til hans Yderste. Mærkeligt! Ofte nok saae han sig ude af stand til at tilfredsstille sin inderlige Længsel efter at læse den h. Messe; men til at prædike havde han Kraft nok, hvergang Raden kom til ham. Et Øienvidne skriver os derom samt om hans sidste Dage og salige Endeligt som saa: Det var i Sandhed rørende og særdeles opbyggende at see den sjæleivrige Præst, hvis Helbred for længe siden var nedbrudt, strax ved Gudstjenestens Begyndelse at forlade Sacristiet og snarere at slæbe sig end at gaae til Prædikestolen, for itide at være deroppe.”