For fire år siden begyndte et nyt tilbud i vores sogn for de unge, der bliver firmet hos os. Det er et efterfirmelsesforløb, som hjælper vores firmander med at fordybe sig i troen og fortsætte med at udfolde de syv åndelige gaver, som firmelsens sakramentet giver alle døbte.
Det er et initiativ for de unge i sognet, som findes i Danmark såvel som i mange andre lande verden over, for at hjælpe unge i teenageårene med at bevare troen og vokse i den. De tilbydes et konkret forløb til at forstå og uddybe meningen med deres kristne liv.
Dette forløb, der handler om at uddybe og opdage troen i ungdomsårene, ledes af katolske familier, som af taknemmelighed til Kristus og Kirken har meldt sig til denne tjeneste. Konkret byder familierne de unge velkommen i deres hjem for sammen at skabe et miljø, hvor de unge tillidsfuldt kan åbne sig og opdage, at de ikke er alene, og at Kristus altid er ved deres side hele livet igennem.
Møder og aktiviteter
De unge deles op i grupper af ca. 8 på samme alder. De mødes hver fredag aften for at tale om forskellige emner, som er aktuelle for deres liv og det samfund, de lever i. Hvert emne behandles over fire aftener, hvor de unge sammen med et ægtepar taler om, hvordan emnet tackles i vores samfund, samt hvad Bibelen og Kirken siger om det.
Der holdes også en bodsandagt en gang om måneden, hvilket giver mulighed for at gå til skrifte for dem, der ønsker det.
Sommerlejr og pilgrimsrejse
Året slutter med en sommerlejr i slutningen af juni, som holdes sammen med de kommende firmander.
Hele forløbet tager ca. 4 år og afsluttes med en pilgrimsrejse til et sted, de unge selv vælger. Det første hold var i år i Madrid. Syv af vores unge deltog sammen med et ægtepar og sognepræsten i den festlige afslutning på en rejse, der i virkeligheden aldrig ender.

