Italiano
Français
Español
Deutsch
English

Bøn fra Augustins "Bekendelser"

Sent kom jeg til at elske dig til at elske dig, du skønhed så gammel og så ny, sent elskede jeg dig. Og dog, du var i det indre, men jeg selv i det ydre, og dér søgte jeg dig; jeg forså mig på alle de herlige ting, som du har skabt skønne af form, og mistede min egen form. Du var med mig, men jeg var ikke med dig. Disse ting, som ikke havde været der, hvis de ikke var i dig, holdt mig fjernt fra dig. Du kaldte, du råbte, og du brød min døvhed. Du glimtede, du strålede, og du bortjog min blindhed. Din duft kom til mig, jeg åndede den, efter dig sukker mit bryst i længsel. Jeg har smagt dig, og jeg hungrer og tørster. Du har rørt mig, og det var mig som en gløden, der drog mig mod din fred.

Mit hele håb beror på alene på din store, grænseløse barmhjertighed. Giv, hvad du befaler, og befal, hvad du vil.

Aurelius Augustinus (354-430) er vel den betydeligste blandt de latinske kirkefædre og overhovedet én af antikkens største tænkere. Hans indflydelse på eftertiden blev overordentlig stor, og blandt andre Martin Luther var stærkt præget af ham. Augustin døde som biskop i Hippo, der lå i det den gang kristne Nordafrika. Beretningen om, hvordan han blev kristen, findes i hans Bekendelser (”Confessiones”), som ovenstående er taget fra.