Italiano
Français
Español
Deutsch
English

Magnificat

Min sjæl højlover Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser;
thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed.
Se, herefter skal alle slægte prise mig salig,
Thi den mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn;
og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham.
Han har øvet vælde med sin arm: splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
stormænd har han stødt fra troner og løftet småfolk op i højhed;
hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændet bort.
Han har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet barmhjertighed i hu
imod Abraham og hans æt til evig tid, således som han lovede vore fædre.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden –
Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.

Grundstammen i Kirkens officielle bøn – munke og nonners tidebøn og gejstlighedens breviar – udgøres af Davids Salmer. Disse Salmer var jo så at sige Jesu egen bønnebog. En hel central rolle indtager endvidere de tre store lovsange fra Lukasevangeliet: Marias lovsang, som er gengivet her (”Magnificat”, Lukas 1, kap. v. 46-55), Zakarias’ lovsang (”Benedictus”, Lukas kap. 1, v. 68-79) og Simeons Lovsang (”Nunc demittis”, Lukas kap. 2, v. 29-32).

Magnificat rummer lovprisning og taksigelse, men har også et stærkt socialt perspektiv.