Italiano
Français
Español
Deutsch
English

Det virtuelle museum

Arkitektens tegning af koret

G. F. Hetsch, var svigersøn af arkitekten C. F. Hansen, og blev selv den store arkitekt i Danmark i generationen efter sin svigerfar. Her vises en af Hetsch’ præsentations-
tegninger til kirkens kor med udkast til dekorationer i apsis. Tegningen er dateret i 1843. Som det ses, findes allerede her ideen til at lade Den hellige Jomfru med Jesusbarnet trone over alteret flankeret af helge-
ner. Ideen blev først realiseret i 1860’erne, hvor apsis blev udsmyk-
ket efter tegninger af Joseph Settegast fra Mainz.

Idealprospekt

Idealprospekt af kirkens indre, 1843.

Farvelagt tegning af Harald Conrad Stilling efter Hetsch. Sollyset kommer ikke længere ind på samme måde fra sydsiden, da det daværende Kirurgisk Akademi i 1867 opførte en ny fløj op mod kirken.

Arkitektens tegning af sidefacaden

Det er desværre vanskeligt at komme til at se Sankt Ansgars Kirke ordentligt fra siden. Arkitekten, G. F. Hetschs tegning fra 1840 viser, hvordan den ville tage sig ud, hvis der var frit udsyn. Man fornemmer påvirkningen fra den preussiske arkitekt Schinkels mindre kirker, men først og fremmest fra den oldkristne basilikas ydre strenghed.

Hetschs tabernakel 1

Kirkens samlinger har to tabernakler, der er udført efter tegninger af kirkens arkitekt. Her vises det enkle tabernakel, der oprindeligt var placeret på kirkens højalter. Tabernaklet har den tekniske finesse, at det er forsynet med en cirkulær drejeskive med tre nicher, der kan rumme henholdsvis et ciborium med det indviede alterbrød, en monstrans til udstilling af det indviede alterbrød og det krucifiks, som skal findes på ethvert katolsk alter.

Her er nichen med monstransen.

Hetschs tabernakel 2

Her med nichen til ciboriet.

Hetschs tabernakel 3

Her med nichen til krucifikset

Pave Gregor XVIs alterkalk

Ved indvielsen af Det østrigske Gesandtskabskapel i 1842 skænkede pave Gregor XVI blandt andet denne alterkalk. Paven havde som kardinal haft ansvaret for den katolske kirkes missionsarbejde og bevarede også som pave en særlig interesse for missionen. Den rigt dekorerede kalk, der er et romersk arbejde, viser på foden tro, håb og kærlighed i skikkelse af tre kvinder. Kalken skal være bragt til Danmark sammen med Bertel Thorvaldsens rejsegods.

Krøyers monstrans

Monstransen til udstillelse af den konsekrerede alterbrød stammer fra slutningen af 1730’erne. Ovenover åbningen, hvor der er plads til hostien, peger Gud Fader ned. Det er Axel Johannes Krøyer, der er ophavsmand til monstransen. Han havde tidligere været oldermand for sølvsmedelauget, og den periode, monstransen stammer fra, smedede han blandt andet dåbsfade til kirken i Farum og til Vor Frelsers Kirke. Monstransen er endnu i brug.

Agnus Dei

Flere af kirkens relikviesamlinger er monteret omkring en såkaldt Agnus Dei. Disse ovale voksmedaljer blev tidligere højtideligt indviet af paven hvert syvende år. Forsiden viser Guds lam (Agnus Dei). Bagsiden bærer et helgenbillede. Denne Agnus Dei er indviet af pave Leo XIII i 1878. Agnus Dei’ernes historie strækker sig helt tilbage til midten af 700-tallet.

Generalindens messehagel

Den røde fløjlsmessehagel med reliefbroderi i guld- og sølvtråd er skænket til kirken af en københavnsk katolik, generalinde Francisca Felicitas von Stöcken, i 1720’erne, hvor Det kejserlige Gesandtskabskapel havde til huse på Købmagergade 42.

Fremstillingen af den korsfæstede Frelser bygger på samme forlæg som en samtidig messehagel i Garnisons Kirke på Sankt Annæ Plads.

Kejserindens messehagel 1

Det vides, at kejserinde Maria Theresia (død 1780) skænkede det østrigske gesandtskabskapel to - nu forsvundne - alterforhæng (antependier), hvoraf det ene var violblåt med blomsterbroderi og sølvtresser. Ifølge traditionen skal også messehaglen fra 1700-tallets anden halvdel være skænket af kejserinden og være broderet under medvirken af hende selv.

Kejserindens messehagel 02

Messehaglens ornamentik med kornaks og vindrueklaser knytter sig til den klassiske symbolik vedrørende nadverelementerne, brød og vin. Trods et betydeligt slid har opbevaringsforholdene medført, at broderiernes farver har bevaret en inciterende friskhed.

Kejser Ferdinand I's elfenbenskrucifiks 1

Blandt en række gaver fra kejser Ferdinand I i forbindelse med indretningen af det nye kapel ved hans gesandtskab i København skænkede han i 1844 et elfenbenskrucifiks. Her vises den korsfæstedes legeme.

Kejser Ferdinand I's elfenbenskrucifiks 2

Det meget udtryksfulde arbejde er fra tiden omkring 1700.

Kongeligt porcelæn

Fra 1828 til 1857 var G. F. Hetsch leder af Den kgl. Porcelænsfabrik. I denne og i mange andre sammen-
hænge medvirkede han væsentligt til en højnelse af dansk kunsthånd-
værk. Koppen med Hetschs kirke-
facade er fra fabrikken.
Han skrev selv om facaden: ”Beskaffenheden af materialet og dets konstruktion er tydeligt udtalt i alle dele, endogså i dekorationen, … hvorved … det sparsommelig-
hedens og sandhedens princip i forbindelse med kunstnerisk behandling blev fastholdt, som ligger til grund for hele bygningen.”
Sankt Ansgars Kirke var den første vigtigere bygning i København gen-
nem lange tider, hvor murstenene fik lov til at stå upudsede. Det dannede mode.

Pave Lucius' relikviegemme 1

Martyr-paven Lucius I's hovedskal var i middelalderen det vigtigste relikvie i Roskilde domkirke. Hvordan relikvien kom fra Rom til Roskilde, er beskrevet i en farverig og fantasifuld legende. Efter reformationen kom relikvien i kongehusets eje og endte på Nationalmuseet.

Lucius åbenPave Lucius' relikviegemme 2

Den katolicerende digter Thor Lange fik den idé, at relikvien burde genovergives til den katolske kirke. Trods betydelig modstand fra myndighederne lykkedes det at få gennemført ideen, efter al sandsyn-
lighed fordi prinsesse Marie af Orléan fik kongen til at intervenere i sagen. Fra 1908 har relikvien været i Sankt Ansgars Kirke. Det nuværende, neogotiske relikvieskrin er fra 1910 og er udfærdiget af kongelig hofguldsmed Alois Kreiten i Køln.

Det kejserlige våben

Under en nu tilmuret loge i kirkens kor placerede den østrigske gesandt sin kejserlige herres våbenskjold. Andetsteds i kirken forkynder en latinsk indskrift: ”Under beskyttelse af det østrigske kejserhus”. Det var ikke tomme ord. Forud for opførelsen af kirken var gået en længere diplomatisk krise mellem den østrigske og den danske regering om katolikkernes stilling i det danske monarki. Den antikatolske stemning i folket var stadig så kraftig, at man opgav at nedlægge grundstenen på kongens fødselsdag. Den østrigske gesandt mente, at dronning Caroline Amalie, der var påvirket af Grundtvig, udøvede en for katolikkerne ugunstig indflydelse. Som en forsonende gestus skænkede hun senere kirken en kandelaber. Helt frem til det habsburgske kejserdømmes sammenbrud i 1918 tilflød der kirken finansiel understøttelse fra Østrig.

Pater Bernhard Holtzförster

Blandt kirkens gejstlige har der med rette altid stået særlig glans om den dannede tyske benediktiner Bernhard Holtzförster. Han var født i Paderborn i 1736, men virkede som præst i Danmark fra 1778 til sin død i 1816. Holtzförster drev en intensiv sjælesorg og var i stadig aktivitet for at afhjælpe materiel nød blandt sine trosfæller. Udadtil var han forsigtig. Hans reformerte kollega, F. L. Mourier fortæller for eksempel i 1804, at Holtzförster havde afskaffet den offentlige midnatsmesse julenat ”på grund af de forargelige optøjer, som sligt let ville kunne give anledning til her til lands.” Denne pastel på papir er udført i 1814 af Christian Horneman, som var en meget yndet pastel- og miniaturemaler i samfundets højeste kredse. Som det var nødvendigt i et samfund, hvor der ikke herskede religionsfrihed, optræder pater Holtzförster i civil.

Maleri fra messen

En messedreng er ved at indsamle kollekt med den endnu bevarede klingbeutel. I baggrunden – næsten som i en anden verden – læser præsten vendt mod øst messe ved det højalter, som arkitekten oprindeligt tegnede til kirken. Midt på alteret rejser tabernaklet sig. I koret overværer en anden gejstlig den hellige handling. Man synes i denne gejstlige at kunne genkende biskop von Euch, der residerede ved kirken.
Kirkens belysningsforhold var af flere årsager ringe, da billedet blev malet omkring 1890, men det passede godt med den da herskende forestilling om, at katolske kirker skulle være hyldet i et mystisk, ”religiøst” halvmørke. Maleren er ikke identificeret.

Mariakongregationens fane

Den katolske kirke nød i årtierne omkring 1900 godt af tidens rige foreningsliv. En lang række katolske foreninger arbejdede for at tilgodese karitative, åndelige og selskabelige formål.
Næsten hvert sogn havde blandt foreningerne en Mariakongregation.

Birgittafanen

Blandt Sankt Ansgars Kirkes kirke- faner er Birgittaforeningens fane særligt iøjnefaldende.
Den hellige Birgitta var en af middelalderens stærkeste kvindeskikkelser med europæisk indflydelse, og hun var svensker. Dette peger på, at katolicismen havde en historisk legitimitet i det protestantiske Skandinavien. Bagsiden af fanen er Dannebrog. Det var afgørende for tidens kato- likker i Danmark, at demonstrere deres kærlighed til og loyalitet mod fædrelandet.

Prinsesse Maries relikvier

Guldbroderiet med relikvier i guldramme med det store rigsvåben og krone er en hædersgave fra Sankt Josefsøstrenes Ordenssam-
fund til den folkekære og meget excentriske prinsesse Marie af Orléan (1865-1909). Hun var protektrice for de fransktalende søstre og for flere katolske institutioner. Efter hendes tidlige død deltog hendes ægtefælle prins Valdemar ofte i søndagsguds-
tjenesten i Sankt Ansgars Kirke sammen med datteren prinsesse Margrethe, som var den eneste af børnene, der blev opdraget som katolik. De første Sankt Josefsøstre i Danmark slog sig ned i Sankt Ansgars sogn, og Sankt Josefs skole på Dag Hammerskiölds Allé vidner endnu om søstrenes virke i sognet.

Buste af Biskop von Euch

Johan Gudmundsen-Holmgreens buste af biskop von Euch fra 1905 fanger fuldt ud den dybt respekterede biskops stille, stærke og optimistiske personlighed. Som udlænding så han måske klarere end mange danske katolikker religionsfrihedens muligheder og udnyttede dem til en voldsom åndelig og organisatorisk ekspansion af kirkens virke i Danmark. Hvad måske kunne overraske var hans håndtering af det nationale. Et større dagblad skrev således i 1909 om de tyskfødte biskop: ”Hvorledes man end ser på den kirke, hvis overhoved han er, ét vil alle indrømme biskop v. Euch, at han med brændende kærlighed omfatter det land og den nation, han er sat til at virke i.” I 1914 – under det antiklerikale ministerium Zahle – blev han af Christian X benådet med kommandørkorset af Dannebrogordenen.

Biskop von Euchs bispestav

Bispestaven, hvis øverste del vises her, blev skænket biskop von Euch i anledning af hans 80 års fødselsdag i 1914. Biskoppens våben ses på stavens lodrette del. Både Mogens Ballin og Just Andersen har medvirket til stavens udformning. Det mandorla-formede elfenbensrelief viser Sankt Ansgar. Mogens Ballin, der blev en førende skikkelse inden for den danske variant af jugendstilen, man betegner ”skønvirke”, var opvokset i en troende jødisk familie, men valgte som ung at blive katolik. Som kunsthåndværker påvirkede han både Just Andersen og Georg Jensen.

Biskop von Euchs dødsmaske

Biskop von Euch døde den 17. marts 1922. I dødsmasken er hans myndige, men velvillige ansigtstræk forædlet med ydmyg afklarethed. I det mindeblad, danske katolikker modtog ved hans død, er han citeret for de præstelige afskedsord: ”Jeg velsigner fremtiden!”

Laurbærkrans

Johannes Jørgensen (1866-1956) var en frontfigur i det gennemgribende nybrud, der kendetegnede dansk lyrik mod slutningen af 1800-tallet. Hans overgang til katolicismen og afstandtagen fra den brandesianske kulturradikalisme kom dog - foruden at medføre smertelige tab af nære venner - til at give hans forfatterskab en ny retning. Særligt hans bog om den hellige Frans af Assisi fra 1907 gjorde ham således til en katolsk forfatter med verdensry.

Efter at være blevet laurbærkranset i forbindelse med sin 80-årsdag, nedlagde Johannes Jørgensen dagen efter, da han troede sig ubemærket, kransen på Vor Frues alter i Sankt Ansgars Kirke. Kransen har fået nogle knubs. I så henseende har den delt skæbne med den omstridte forfatter.

Røgelseskar

Rolls-Roycen blandt Sankt Ansgars Kirkes mange røgelseskar er dette 1800-talsarbejde af en Osnabrücker sølvsmed. Inspireret af middelalderlige forbilleder kan dets form og ornamentik give associationer til norske stavkirker.

Bispetronen

Den biskoppelige tronstol (cathedra) blev for en privat donation anskaffet til biskop Theodor Suhr i 1946. Allerede på dette tidspunkt fungerede kirken de facto som domkirke. Den særlige gudstjeneste-håndbog for biskopper (Cæremoniale Episcoporum) skriver: ”Domkirken (ecclesia cathedralis) er den kirke, hvor biskoppens cathedra står som et tegn på hans læreembede og autoritet som hyrde for lokalkirken. Det er også tegn på de troendes enhed i den tro, biskoppen forkynder som flokkens hyrde.”

Biskop Martensens våbenskjold

Det er gammel skik, at en biskops våbenskjold ophænges over hans trone, når han fører forsædet under liturgien. Til denne brug har billedskæreren Frithjof Johansen skåret dette våben for biskop Martensen, der var katolsk biskop af København i perioden 1965-1995. Biskoppens personlige våben, korset, der vokser op af hjertet, er identisk med det våben, den danske videnskabsmand og senere katolske biskop, den salige Niels Steensen (1638-1659) førte. Våbnet er her kvadreret med det katolske bispedømmes våben, et kors med to bispestave. Våbnet krones med den særlige heraldiske hat med kvaster, der viser, hvilken gejstlig rang, skjoldets bærer har. Biskop Martensens motto er et ord af Luther, på dansk: ”Korset er altings prøve”.