Italiano
Français
Español
Deutsch
English

Kirken til tjeneste - katolsk sociallære

Jesus lærer os, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte, og at vi skal elske vores medmennesker lige så højt, som vi elsker os selv. Pligten til at elske sine medmennesker er alvor. Vi må være indstillede på at stå til regnskab for, om vi nu også virkelig har gjort noget for andre.

Jesus har sagt, at det, vi gør for en nødlidende, gør vi for ham. Det, vi undlader at gøre for en, der lider nød, undlader vi at gøre for Jesus. Vores tjeneste for medmennesket er tjeneste for Jesus, som vi skylder alt, og dermed Guds- tjeneste. Der er ikke bare tale om gold pligtopfyldelse. Det er kærligheden, der driver. Som ved al substantiel kærlighed er der ikke alene tale om en subjektiv følelse af varm samhørighed, men også om en opgave, der kan nødvendiggøre selvovervindelse og afkald på egne ønsker og indgroede forestillinger. 

Kirken har altid opfattet det som en helt central opgave at være rammen for socialt arbejde, sygepleje, besøgstjeneste, nødhjælp, undervisning og anden bistand. Det fortælles, at diakonen Laurentius blev pint af den romerske kejser Valerian, der ville have udleveret kirkens ”skatte”. Laurentius, der havde det godgørende arbejde om sit ansvarsområde, pegede på de fattige og sagde: ”De er kirkens rigdom”.

Der er altid behov for hjælp. Også i et velorganiseret samfund som det danske er der rigeligt med opgaver, som kirken meningsfuldt kan påtage sig, men det forudsætter, at der er mennesker, som stiller sig til rådighed med penge, arbejdskraft og forbøn. Alle kan være med. Det er også en naturlig ting, at menighedens medlemmer helt uformelt støtter hinanden og andre i stort og småt.  Søger du stof til eftertanke, kunne du fx prøve at læse i Matthæusevangeliet. Teksten ovenfor er inspireret af kapitel 5, v. 3-12 (Saligprisningerne), kapitel 22, v. 34-40 (Det største bud i loven), kapitel 25, v. 31-46 (Verdensdommen) og kapitel 26, v. 6-13 (Salvningen i Betania).

Katolsk sociallære – en del af kirkens forkyndelse

Den hellige Augustin skriver et sted:
”Hvis retfærdigheden fjernes, hvad er et rige da andet end en stor røverbande? For hvad er røverbander, om ikke netop små riger? Også det er en gruppe mennesker, der styres ved lederens ordrer, der holdes sammen af en samfundsmæssig overenskomst, og byttet deles efter vedtaget lov. Hvis den plage, en sådan bande er, vokser ved at fortabte eksistenser slutter sig til den og bliver så stor, at banden besidder landområder, etablerer sig som fastboende, erobrer byer og undertvinger folkeslag, så antager den mere tydeligt karakter af et rige, og denne åbenlyse betegnelse skyldes ikke, at den har undertvunget sit begær, men at den har kæmpet sig til at undgå straf.”

Augustin er nok den af de oldkirkelige forfattere, der nåede længst med at udvikle en systematisk kristen tænkning om sociale og politiske forhold, men allerede i Det nye Testamente er der selvsagt utallige kim til en dybere forståelse af dem.

Kirkens læreembede og den moderne sociallære

Den katolske sociallære i moderne forstand tog sin begyndelse med pave Leo XIII's rundskrivelse fra 1891 om ”arbejderspørgsmålet” – ”Rerum novarum”. Den umiddelbare anledning var de elendige kår, som industrialiseringen havde medført for arbejderklassen særligt i Europa og Den nye Verden. Siden Leo XIII har kirken til stadighed udbygget og uddybet sociallæren – ikke mindst i de pavelige rundskrivelser og ved flere af Det 2. Vatikankoncils erklæringer (1962-65). Udviklingen i livsforholdene har medført, at det har været nødvendigt, at tage stadig nye problemer op.

I dag omfatter sociallæren en bred vifte af områder: familie, arbejdsforhold, erhvervsliv, det politiske liv, det interna- tionale samfund, herunder den 3. verdens særlige problemer, krig og fred samt bioetik og miljøspørgsmål. Det kirkelige svar på spørgsmålet om klimaforandringer er under udvikling. Kirkens læreembede opfatter sociallæren som en integreret del af den kristne forkyndelse, og som noget, de troende ikke blot skal forstå, men som de skal omsætte i handling, før de kan siges at have tilegnet sig den.

Det metodiske grundlag

Den moderne katolske sociallære tog sit udgangspunkt i den bearbejdning og systematisering af antikkens verdslige og kristne etik, som fandt sted i høj- og senmiddelalderen (skolastikken). Ikke mindst siden Det 2. Vatikankoncil har kirken dog søgt et noget bredere filosofisk grundlag for sociallæren.

En del af kirkens intellektuelle arv er den opfattelse, at mennesket – på trods af sin etisk svækkede tilstand – i et vist omfang er i stand til at erkende, hvordan det bør handle, også uden støtte i den guddommelige åbenbaring. I sin sociallære søger kirken så vidt muligt at tage udgangspunkt i det, som efter denne (”naturretlige”) tankegang er tilgængeligt for erkendelsen. Hensigten er, at man på denne måde også kan nå mennesker, der ikke har modtaget evangeliet, så der åbnes mulighed for en dialog med alle mennesker baseret på fornuft og samvittighed.

Samtidig bliver den kirkelige sociallære naturligvis ikke stående herved, men ser også forholdene i lyset af den åben- barede sandhed, som den har udfoldet sig i Israel og på helt enestående måde i Kristi person og hans forkyndelse. Læreembedet fremhæver udviklingen af sociallæren som et udtryk for Helligåndens virke i kirken.

For at sikre et solidt faktuelt fundament har kirken igennem årenene især trukket på erkendelser fra socialviden- skaberne som sociologi og politisk økonomi, men også på lægevidenskaben, de miljø- og klimarelaterede naturvidenskaber m.v.

Relevans i Danmark

Måske fylder den katolske sociallære ikke så meget i den forkyndelse, man møder i dansk katolsk sammenhæng. Kirken er med rette forsigtig for ikke at krænke den etiske autonomi, som tilkommer menneskene ikke mindst i forhold til deres politiske stillingtagen. Alligevel er det både legitimt og nødvendigt at udbrede kirkens sociale forkyndelse, når blot man holder sig for øje, at den kun kan skabe en ny og bedre virkelighed gennem menneskenes frie, individuelle samvittig- hedsvalg, engagement og handling.

Man kan hævde, at Danmark på mange måder er et godt land at leve i. Samtidig må man holde sig for øje, at dette ikke nødvendigvis gælder for de svagest stillede grupper. For blot at nævne nogle: Fostre, forsømte børn, svært fysisk og mentalt handicapede, psykisk syge, misbrugere, alkoholikere, prostituerede, fængslede, fremmede, ensomme gamle, døende. Særligt i forhold til disse og andre udsatte grupper vil der altid være brug for besindelse og initiativer båret af retfærdighed, solidaritet og næstekærlighed.

På tilsvarende måde kan man spørge sig, om ikke det verdenssamfund, som Danmark er en del af, i sidste ende skal vurderes på sin evne til at vise effektiv solidaritet over for de svageste samfund. Kristi budskab har sociale konsekvenser. Ved at se dem og handle derefter åbner de kristne for en ny frihed for sig selv og andre. Lukker vi af for vores sociale samvittighed, lukker vi os også for Kristus, jf. fx Matt. 25, 34-46 og Luk. 16, 19-31.

At følge Kristi opfordring til at give afkald på unødvendige materielle goder forekommer også helt centralt, når vi skal værne skabningen i en truende miljø- og klimamæssig virkelighed. Borgere i et rigt land som Danmark står her over for en særlig udfordring, jf. Matt. 19, 21-22. Hvis ikke et samfund besinder sig, er Augustins røverbande altid lige om hjørnet.

Den salige Johannes XXIII citerer således i rundskrivelsen ”Pacem in terris” fra 1963 den hellige Thomas Aquinas for følgende udtalelse:
»En lov givet af mennesker har kun karakter af lov [ratio legis] i det omfang, den stemmer overens med den rette fornuft [ratio recta], og af den grund er det åbenbart, at den er afledt af den evige lov. For så vidt den afviger fra denne fornuft, må den betegnes som en uretfærdig lov, idet den mangler lovens karakter og snarere har karakter af en slags voldshandling.«

Hvor kan man læse mere?

Den videnskabelige og den mere populære litteratur om den katolske sociallære er særdeles omfattende. Mængden af dokumenter fra alle kirkelige niveauer om spørgsmål med relation til sociallæren er uoverskuelig. Bibliografisk vejledning kan fx søges på Sankt Andreas Bibliotek.

En kort introduktion til sociallærens grundlæggende principper og dens indhold kan findes i Den katolske Kirkes Katekismus, der ligesom de pavelige socialrundskrivelser og Det 2. Vatikankoncils erklæringer er oversat til dansk.

Det Pavelige Råd for Retfærdighed og Fred har i 2004 udgivet et omfattende ”Kompendium over kirkens sociallære”, der er forsynet med med omfattende kildehenvisninger. Kompendiet findes på Vatikanets hjemmeside (klik her).
Den 29. juni 2009 udkom pave Benedikt XVI's socialrundskrivelse, Caritas in Veritate.