Italiano
Français
Español
Deutsch
English

Bonhoeffers bøn

I mig er der mørkt,
men hos dig er lyset.
Jeg er ensom,
men du forlader mig ikke.
Jeg er modløs,
men hos dig er hjælpen.
Jeg er urolig,
men hos dig er freden.
I mig er der bitterhed,
men hos dig er der tålmodighed.
Jeg forstår ikke dine veje,
men du ved vej for mig.

Dietrich Bonhoeffer (1906-45) var en betydelig tysk, protestantisk teolog. Hans livsvej blev bestemt af det nazistiske rædselsregime, som var medvirkende til at gøre ham til en praktisk orienteret mand. Den radikale efterfølgelse af Jesus stod centralt i hans tænkning, og han omsatte dette i et konkret socialt engagement, økumenisk arbejde og fredsarbejde. Afgørende for hans skæbne blev modstanden mod nazificeringen af den protestantiske kirke i Tyskland og mod jødeforfølgelserne. Han formede således det stærke ord: ”Nur wer für die Juden schreit, darf auch gregorianisch singen.” Bonhoeffer var sig helt bevidst, at martyriet var en nærliggende følge af dette, men trods sine tidligere lange udlandsophold forlod han ikke Tyskland, da den fysiske og åndelige nød var størst. Det var ikke ikke så mange i hans kirkelige miljø, der forstod hans - i troen begrundede - radikale modstand, og det ydre pres på ”Den bekendende Kirke”, som han tilsluttede sig, var enormt. Bonhoeffer fik både tale- og skriveforbud, og i 1943 blev han fængslet. Han havde haft nære forbindelser til kredsen bag det mislykkede attentat mod Hitler i 1944, og dette medførte, at han på Hilters udtrykkelige ordre blev henrettet så sent som den 9. april 1945. I fængslet skrev han denne bøn.