Italiano
Français
Español
Deutsch
English

Ignatius af Loyolas ”Principio y fundamento”

Mennesket er skabt til at lovprise Gud, vor Herre, vise ham ærefrygt og tjene ham – og derved frelse sin sjæl.

De andre ting på denne jord er skabt for menneskenes skyld, for at de må hjælpe dette til at stræbe frem mod det mål, for hvilket det er skabt.

Heraf følger, at mennesket bør bruge de skabte ting i den udstrækning, hvori de hjælper det frem mod dets mål – og bør gøre sig fri af dem i den udstrækning, hvori de er en hindring for at nå målet.

Derfor er det nødvendigt, at vi i alt, hvad der er overladt til vor frie vilje, og som ikke er os forbudt, gør os sindsligeværdige og indifferente over for enhver skabt ting – så vi fra vor side ikke foretrækker sundhed frem for sygdom, rigdom frem for fattigdom, ære frem for vanære, et langt liv frem for et kort liv (o.s.v. hvad alle andre ting angår) – men udelukkende ønsker og vælger det, som bedst hjælper os frem mod det mål, vi er skabt for.


Ignatius af Loyolas lille tekst er ikke en bøn i egentlig forstand, men indgangen til hans Åndelige Øvelser, som skal hjælpe mennesker til gennem bøn og meditation at ændre deres liv. Når man sætter sig til at læse, kan det være bøn, selvom det, man læser, ikke henvender sig direkte til Gud. Det gælder i særlig grad bibellæsning (”lectio divina”). På samme måde kan man sige, at tjenesten for medmenneskene er ”bøn i aktion”.

Ignatius (1491-1556) grundlagde Jesu Selskab (jesuiterordenen). Derved kom han til at medvirke kraftigt til at genrejse Den katolske Kirke efter den svækkelse, der havde muliggjort reformationen. For nyere dansk katolicisme har jesuitternes arbejde været af helt uvurderlig betydning. I ældre tid har ordenen i øvrigt skænket Sankt Ansgars Kirke flere præster.